fredag den 19. december 2008

Julen står for døren!


Men hvem der står for resten af huset, ved jeg ikke.

Men hvorom alting er, så har alle vist efterhånden modtaget en fiiiiin ny MP3-afspiller? Selv de, der ikke lige helt har nået, at lave alle tingene! Det er fordi vi er så large (dvs. storsindede for de sprogligt snæversynede).

Nå, men den må I hjertens gerne lege med henover julen. Jeg har forsøgt at finde en dansksproget manual eller Quick Start Guide (brug evt. denne, hvis du ikke forstår hvad jeg mener), men jeg ved ikke om jeg kan, ikke mindst fordi ethvert forsøg på at downloade de ting jeg finder, bliver umuliggjort af IT-afdelingens nye, smarte "Det-skal-være-så-besværligt-og-langsomt-at-downloade-at-du-giver-op"-system. Men når tiden oprinder, vil der på projektbloggen være en meget grundig vejledning (lover det ansvarshavende bibliotek). Og ellers kan man jo altid spørge mig, eller en anden kyndig.

Nå, men god fornøjelse med det, og så ses vi til flere ting og festligheder i det nye år!

/Kasper

Update: Jeg har faktisk fundet en dansksproget Quick Start. Den bliver lagt på S-drevet når jeg får taget mig sammen til det.

søndag den 30. november 2008

Mens ovnen varmer op...

...kan jeg da lige lave et indlæg!

Jeg er jo normalt en fredelig person, men nu og da bliver jeg nu også irriteret. Jeg har derfor lavet en liste over folk der bør straffes, hvorfor og hvordan:

  1. Folk der skriver "knuzzer". Fordi det er irriterende. Skal have frataget deres internetadgang i 6 måneder pr. gang.
  2. Bob Saget. Fordi han aldrig nogensinde har været sjov, trods ca. 4 milliarder forsøg. Skal skrive "I am not funny!" på en tavle 500 gange, hver dag, i 10 år.
  3. Den, der fandt på, at mobiltelefoner skulle have en højttaler til at spille musik uden hovedtelefoner. Fordi han har ødelagt tusindvis af menneskers rejsetid. Skal tvinges til at lytte til "I kissed a girl"-sangen på repeat, på mobiltelefon, 10 timer hver dag i 10 år.
  4. Teenagere, der spiller musik højt på deres mobil. Fordi... fordi... jeg... argh! ARRGH! Hvor jeg dog... Grrr! Skal have frataget deres ret til at have mobil, indtil de ikke længere er teenagere. Og skal også tvinges til at gå i grimt tøj.
  5. Folk der stiller sig i store grupper midt på strøget, så man ikke kan komme forbi. Fordi det er irriterende. Skal have tilhold mod at handle andre steder end Aldi i 1 år.
  6. Folk der sætter sig på yderste sæde i bussen, selv når den er fuld, for at undgå, at folk sætter sig ved siden af dem. Fordi det bare er provokerende. Skal betale dobbelt pris i 2 år. (OBS! Denne kan overføres direkte på folk, der optager sæder med deres poser og tasker.)
  7. Folk der sætter deres sko på sæderne i S-toget. Fordi det er noget svineri. Skal arbejde som dørmåtte i Illum i 6 måneder.

Og så stopper vi for denne gang, for ellers kan jeg da sidde her hele aftenen! :)

Og så har en lille fugl i øvrigt sagt, at ting 10 kommer mandag morgen. Hep hey!

lørdag den 29. november 2008

Uge 5 - måske...

23 ting, uge 5 skulle nu kører. Ja, jeg ved godt, at der pt. (som betyder "lørdag eftermiddag") ikke er noget på bloggen, men jeg håber at ansvarshavende snart fixer det!

Og når det så kører, så skal vi I lære om Del.icio.us, der er en online bogmærketjeneste. Mange af os gemmer vores favoritlinks i browseren, men så snart man sidder ved en anden maskine, er de væk! Her kan Del.icio.us hjælpe. Man kan også dele sine bogmærke med andre, hvis man har fundet noget godt, som man ikke synes venner og kolleger skal gå glip af.

Så smut ind på bloggen, og se hvad det hele går ud på.

mandag den 17. november 2008

Oplysning til borgerne om...noget.

Tænk, det er kun mandag, og her kommer allerede et lille tip!
Når man logger ind på sin Google-konto, behøver man ikke skrive "@gmail.com" - navnet er nok. Så sparer man lige 11 tastetryk! Det er bare service af høj klasse, det her...

søndag den 16. november 2008

Uge 3! Og endnu ingen alvorlige skader...

Ja, så blev det sørme tid til uge 3, og denne gang skal vi være enormt sociale! Vi skal nemlig lege med chat, hvilket vil sige, at nu behøver vi ikke engang være i rum med hinanden, for at få en sludder for en sladder - nu kan det foregå online, på tværs af huse, afdelinger og etager!

Først skal vi lære Google Talk, som er en del af din Gmail (eller måske rettere, din Google konto). Dernæst skal vi lære at installere og bruge Messenger Live, som er det mest udbredte chat-program, med en del mere en 100 millioner brugere, hævdes det. Jeg har testet, at vi kan installere det på vores maskiner.

Til Messenger skal vi bruge et såkaldt Live ID, og hvis nogen af jer var tidligt ude, kunne I læse, at I ikke kunne bruge jeres nyerhvervede Gmail-adresse til at oprette sådant et ID. Det er en fejl! Tests har afsløret, at man godt kan bruge sin Gmail til formålet (og idéen med at benytte en mailadresse er, at man får tilsendt en aktiveringsmail, man skal følge op på).
Jeg har allerede tilføjet mit Messenger-ID til deltagerlisten, så som minimum har man mulighed for at tilføje mig til vennelisten. Men jo flere der opretter sig og kommer på, jo flere venner får vi alle sammen, og så får vi et længere og lykkeligere liv! :)

Jeg håber I får en masse sjov ud af det!

Kasper - på vegne af 23Ting-teamet!

onsdag den 12. november 2008

Bademesteren


Ja, nu har jeg så lige være i bad. Jojo, den er god nok! Og så var det lige jeg kom til at tænke på... hvordan kan det være, at det altid er de friske, farverige og sexede råvarer, der kommer i shampoo og den slags? Jeg mener, det er altid citrusfrugter, passionsfrugt, nektar, honning og så videre, producenterne putter i. Men det er vel ikke logisk, at mere... kedelige... frugter og grøntsager ikke kan have gode egenskaber? Hvorfor ser vi ikke ansigtscreme med rosenkålsekstrakt? Hvorfor ikke balsam med karse? Eller porreshampoo? Det er da diskrimination! Jeg kræver ligestilling blandt frugt og grønt!


Altså... medmindre alle de dersens ting alligevel ikke gør en forskel? ;)

Åh-åh-åh-onsdag!

Ja, så blev det onsdag, vagttid, og her er faktisk lidt stille, så jeg fik tid til at kigge på RSS-feeds, lege med Google Reader (eller Læser, for dem der kører den danske stil), samt at tilmelde min blog på Overskrift.dk. Jeg har hørt, at der er nogen af deltagerne, der ikke ønsker at "offentliggøre" deres blogs på Overskrift.dk, og så lader man selvfølgelig bare være. Husk bare, at bloggen i forvejen ligger tilgængelig på nettet, og det er vel også sjovere, hvis folk faktisk læser det man skriver? :)


Så har jeg også bemærket, at firserfimsen Prasm(2) har "svaret" på mit indlæg, ang. hans meningsforvirring. Og med "svaret" mener jeg naturligvis, at han har angrebet min person (eller måske nærmere hans forskruede opfattelse af min generation), slynget om sig med alternative stavemåder af mit navn, og endeligt har sammenlignet sig selv med en Kung Fu-mester, og alle os andre med "underdanige disciple". Øh. Ja. Jeg kan vel dårligt selv komme med bedre argumenter for mandens tvivlsomme sindstilstand?

lørdag den 8. november 2008

Mandagmail: Uge 2!

Ja, så fik de fleste oprette en Gmail og en blog, og det forløb faktisk forholdsvis smertefrit! Der kom også en del indlæg rundt omkring på de forskellige blogs, og også svar. Bliv endelig ved med det! Husk bare, at man som minimum skriver, hvad man har lært hver uge, og ellers har frit slag.
Ikke alle er dog helt med endnu, og vi kan kun opfordre til, at man kommer med på dette ustoppelige tog mod morskab og læring :)
Dermed bliver uge 2 officielt den sidste uge, hvor der udsendes 23-ting-mails på arbejdsmail – fra uge 3, er det kun Gmail der dur!

Nå, men nu skal vi så i gang med uge 2, og denne gang gælder det ting 3, som er RSS-feeds, som er en smart måde at holde sig opdateret rundt omkring på nettet. Det gælder ting 4, Google Reader, som man bruger til selv samme RSS-feeds. Og det er ting 5, som omhandler Overskrift.dk, der er oversigt over dansk blogs.

Forklaringerne til det hele finder I som altid på 23ting-bloggen, og det er sådan set bare at give sig i kast med det. Hjælp hinanden, leg med det, og spørg hvis I er i tvivl.
God fornøjelse!

Kasper – på vegne af 23Ting-teamet

fredag den 7. november 2008

Fredag formiddag

Så blev det fredag, og dermed weekend for mange - men ikke lille mig! Nænej, jeg skal da have lørdagsvagt. Dette er vel nok til at... nedtone... de flestes humør, men hvis mit ikke er på toppen, skyldes det nu noget helt andet. Nemlig det firma, der i folkemunde kaldes PestDanmark.
Hvad har de dog gjort, spørger nogen måske? Kort sagt:
5 gange har de "leveret" pakker til mig via Døgnboks
1 gang er det gået fint
1 gang er pakken kommet nogle dage forsinket
3 gange har de smidt pakken væk

Ja, vi gentager lige den sidste del. I 60% af forsøgene, har de smidt pakken væk. Sidste gang i går, hvor vi fik besked om, at der lå en pakke til os, men en forkert pakke lå i boksen (forkert afsender, forkert modtager). Deres løsning? Samme som altid: Bed afsender om at efterlyse den. Hvilket på dansk betyder "Vi gør ikke noget, hvis den dukker op, dukker den op".
Det bedste er netop, at vi helt med vilje IKKE bestilte til levering via Døgnboks, pga. de forgående oplevelser. Men de besluttede altså på eget initiativ, at det var en god idé.

Gid, åh gid der dog fandtes et alternativ!

Update ca. kl. 12.30: Skrev direkte til deres produktchef (som jeg "kender" fra tidligere sager). Og så blev man jo lige pludselig ringet op af en meget venlig (og ydmyg) PostDK-mand. Pakken er lokaliseret, og kan leveres hvor vi vil have den. Så nu har jeg taget skridtet fuldt ud, og fået den lagt i Døgnboksen igen! :D Genialt, haha!
Har fået SMS'en om, at den er der... så må vi håbe det er den rigtige pakke denne gang.
Man får egentlig meget god service, når bare man undgår deres "kundeservice"... go figure!

Update ca. kl. 18.00: Der kom faktisk to pakker - den vi havde bestilt og to flasker vin fra PostDanmark. Det synes jeg (og min forfaldenhed til vin) er fremragende service! Hvis de så bare kunne få samme niveau hos kundeservice - hvad enten der skal ændres på deres velvilje eller beføjelser. Men indtil da, er det godt at vi har KEH! :)

(PS. Ovenstående er udelukkende et udtryk for skribentens personlige holdning ;)

torsdag den 6. november 2008

Afsløring!


Something is rotten in the state of Prasm!
Ja, du læste rigtigt, kære læser: Folk der har læst den gode Prasm2-blog, har måske spottet, at DK5 udnævnes til et våben mod krig og ufred.


MEN!


Selvsamme Prasm har tidligere udtalt de vrede ord "Død over DK5!".Så hvad er det, der foregår her? Er Prasm2 et ondt alterego? Er Prasm bare en løgnagtig skurk?! Kan vi stole på Prasm? Undtegnedes mening? Nej, naturligvis kan vi ikke stole på Prasm, men det skyldes mere hans neurotiske og irrationelle kærlighed til 80'erne. Kun fremtiden vil vise, hvor alt dette bærer hen. Eller også vil den ikke, hvem ved...

Torsdag aften

Puha, sikke en hektisk aften.
Som dog er stilnet af nu, så man kan få lov at lege med sin blog! Har fx leget med "planlagt udgivelse"-funktionen. Man kan, når man skriver et nyt indlæg, angive dato og klokkeslet for udgivelsen. Så kan man igen lege tv-køkken, og forberede tingene på forhånd! Eneste "problem" er, at man ikke kan se, hvad URL'en bliver på indlægget, men man kan regne det ud; man skal bare tage titlen, fjerne alle tegn som , og . og : samt alle æ'er, ø'er og å'er, og så sætte bindestreg mellem hvert ord. Så et indlæg med titlen "Torsdag aften" kommer til at får URL'en http://bibbenblobben.blogspot.com/2008/11/torsdag-aften.html (ja, det er så årstal og måned, der bliver indsat der). I hvert fald stort set :)
Meeeen, nu er det vel sjældent, at man har behov for at kende URL'en på forhånd :)

Husk nu at lege med det, folkens! :)

onsdag den 5. november 2008

Midt-på-uge-1 opdatering

I løbet af ugen, er jeg blevet gjort opmærksom på to problemer, i forbindelse med de første ting vi har lært (eller skal lære):


1. Når man forsøger at oprette sin Gmail, kan man risikere, at støde på denne fejl: Oprettelse af konto mislykkedesVi kunne ikke oprette din nye Gmail-konto. Vi beklager ulejligheden. Klik her for at få adgang til flere oplysninger fra Gmail Hjælp-center. Dette skyldes, at Google har sat en begrænsning på, hvor mange Gmails man kan oprette fra samme sted, for at undgå misbrug. Og da vi er mange, der alle opretter Gmails, rammer vi altså grænsen. Løsningen er, at vente noget tid (evt. til dagen efter) og prøve igen. Alternativt kan man også gøre det hjemmefra, hvis man ikke har noget imod den slags!


2. Problem nummer to er at tidsstemplerne, der sættes på blogindlæggene, er ”helt ude af proportioner - det er noget roderi”, for nu at bruge et citat. Løsningen er at pille lidt i indstillingerne: Når I står på jeres blogs forside, vælger I ”Tilpas” i øverste, højre hjørne. Herefter vælges fanebladet ”Indstillinger”, og herefter under-fanebladet ”Formatering”. Her skal man så ændre tidszonen til vores ganske egen, som er GMT+01:00 (gå evt. efter der, hvor der står København!). I kan også vælge hvilket format, tidsstemplet skal have, og meget mere. Til sidst skal man huske at trykke på knappen ”Gem indstillinger” nederst på siden. Kig jer endelig omkring, se hvilke indstillingsmuligheder I har. Det er først, når I trykker gem, at det bliver ført ud i livet.

Forsat god fornøjelse, både til jer der allerede leger med det, og jer der lige mangler at komme i gang!

Kasper – på vegne af 23Ting-teamet!

mandag den 3. november 2008

Den Allerførste Gang

Ja, så blev det tid til det allerførste indlæg, den allerførste dag. For nu er 23 ting nemlig sparket i gang for os, og vi har (eller er i gang med det) oprettet en Gmail (hvor jeg da lige havde leget TV-køkken, og forberedt det i forvejen) og en blog (som - tadaa! - er den her).

Og nu jeg kan da næsten ikke vente med at observere alle deltagernes sprudlende entusiasme og kreativitet! Kom frisk, folkens :)